Korrigeret for normale sæsonudsving steg antallet af feriehusovernatninger i september måned med 3 pct. i forhold til måneden før. Dette skyldes, at de udenlandske overnatninger steg med 4 pct., mens de danske overnatninger var på samme niveau som måneden før.
I årets første ni måneder fra januar til september var der 17,0 mio. feriehusovernatninger. Dette er en ny rekord for perioden og en stigning på 6 pct. i forhold til samme periode sidste år, som var den tidligere rekord.
Der er ved udgangen af september 2019 booket 93.900 husuger resten af året. Det er en fremgang på 11 pct. i forhold til bookingerne på samme tidspunkt i 2018, hvilket tegner til, at feriehusudlejningen er på vej mod fjerde rekordår i træk.